Højbede er en god løsning til både store og små haver. De giver dig en bedre arbejdsstilling, og med det begrænsede bed bliver det mere overskueligt for dig at fjerne ukrudt og snegle. Det er dog vigtigt, at jorden i dit højbed har en høj kvalitet, så dine planter vil trives.
Når du skal have fyldt højbedet, kan du vælge at bruge jord fra din have, købe jord eller hente jord på genbrugspladsen. Læs her om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder.
De seneste år er det blevet mere og mere populært at dyrke blomster og afgrøder i højbede fremfor direkte i bedet i haven. Det er der en række grunde til.
Nogle synes, at ser pænere ud med de forskellige niveauer, men for langt de fleste spiller det også en vigtig rolle, at det bare er nemmere at dyrke blomster og afgrøder i et højbed frem for i et af bedene i haven.
Først og fremmest er det nemmere for dig at arbejde med bedet, fordi du ikke skal bukke dig så langt ned. Det gør, at du ikke behøver at ligge på knæ. Har du problemer med ryg eller knæ, er det derfor en kæmpe hjælp for dig.
Derudover er et højbed også langt nemmere at holde end et almindeligt bed. Du kan nemmere overskue lugningen af ukrudt, når planterne står på et afgrænset område.
Du kan nemmere forhindre snegle i at komme op til dine bede, når der er en kant rundt om det, og du kan hurtigere komme i gang med at dyrke planter, fordi jorden i højbedet hurtigere bliver varmet op i forhold til jorden i bedet.
Hvad skal jord til højbede kunne?
Når du placerer et højbed i din have, har du selvfølgelig brug for at fylde det op med jord. Men det stiller særlige krav til jorden, at den er afgrænset i et højbed frem for at være i et almindeligt bed.
Først og fremmest er det vigtigt, at jorden har en god struktur. Mange tror, at jorden i højbedet skal være helt fin, men det er netop en fordel, at der er smågrene, sten og lignende i jorden. Din jord bør være så løs, at du kan grave i den med hænderne.
Derudover er det også vigtigt, at der er masser af næring i jorden. Det giver dine planter noget at leve af, men giver også regnorme og andre insekter noget at spise – det er derfor godt, at der er mange insekter i dit bed. Så længe det ikke er dem, der spiser dine planter selvfølgelig.
Endelig er det også vigtigt, at din jord i højbedet indeholder nok sand. Det er dels med til at give en god struktur, dels at den er bedre til at holde på vandet.
Jordens pH-værdi i højbede
Som udgangspunkt bør jorden i dit højbed altid have en pH-værdi på 6,8-7,5.
Der er dog nogle planter som blåbær, tyttebær og lyng, der foretrækker en sur jord med en pH-værdi på 4,5-5. Hvis du gerne vil dyrke dem i dit højbed, er det smarteste, at du skaber et særskilt bed til dem.
Du kan købe indikatorpapir på de fleste planteskoler, der giver dig mulighed for at måle, hvilken pH-værdi jorden har. Dermed kan du nemt skabe de rette vækstbetingelser for dine planter.
Kan jeg bruge min egen jord fra haven til højbede?
Du kan ikke bare tage jorden fra dit bed i haven og komme det i dit højbed, men du kan godt forbedre din egen jord, så du kan bruge den i højbedet. Som nævnt er det vigtigt, at jorden har den rette struktur.
Det sikrer du ved, at du tilsætter vasket sand til jorden, såfremt den er meget leret. Det vigtigste er kompost eller naturgødning, som både giver en høj næringsværdi og en luftig struktur.
Det vaskede sand skal have en størrelse på 0-0,4 mm, mens komposten skal bestå af komposteret haveaffald, køkkenaffald eller naturgødning. Du kan ikke bare bruge ren kompost i dit bed, da den er alt for næringsrig for planterne. Det bedste er, at du blander kompost og muldjord i forholdet ca. 50/50.
Du kan vælge at fylde højbedet op med jord fra start af, som du har blandet til det, eller du kan bygge jorden i højbedet op over en årrække. Det kan du gøre ved at placere højbedet direkte på jorden.
Du skal løsne jorden under højbedet og derefter blande 5-10 centimeter kompost ind i den. Hvert år blander du 5-10 centimeter kompost i jorden, hvilket gør, at jordmængden med tiden naturligt vil stige, så du kan bygge et højere højbed.
Brug jord fra genbrugspladsen til dit højbed
Når du skal skaffe store mængder af jord til dine højbede, er det også en mulighed, at du henter den på genbrugspladsen. Mange genbrugspladser giver dig nemlig mulighed for gratis at hente både muldjord og at hente kompost. Det kan du bruge til at skabe din egen jord til højbedene.
Det kræver dog at du har en bil og trailer, for det er desværre ikke noget de kommer og leverer.
Komposten på genbrugspladserne har som regel en ret god kvalitet, da genbrugspladserne løbende laver analyser af jorden og sørger for at den ikke bliver usund. Derfor kan du læse en rapport på kommunens hjemmeside eller hos genbrugspladsen om, hvilke næringsstoffer der er i komposten.
Hvis du henter kompost hos forskellige genbrugspladser, skal du dog være opmærksom på, at kvaliteten kan variere, og at det derfor kan være forskelligt, hvilke næringsstoffer du selv skal tilføje til jorden.
Du bør altid blande komposten op med muldjord for at få den rigtige jord til højbedet i forholdet 50/50.
Har du overskydende jord fra din have, som du selv vil aflevere på genbrugspladsen, skal du være opmærksom på, at de kan kræve dokumentation for, hvad jorden består af. Inden du fylder traileren, er det derfor altid en god ide, at du tjekker, om du bare kan læsse jorden af på genbrugspladsen.
Det er dog desværre langt fra alle genbrugspladser, hvor man kan muld og kompost gratis. Bolius har lavet en oversigt over hvilke kommuner der tilbyder gratis kompost – Se listen her.
Den nemme løsning: Køb færdigblandet “højbede jord”
Den klart nemmeste løsning på alle områder er, at du køber færdigblandet jord, som du kan få leveret direkte til din adresse. På den måde er du sikker på, at jorden har den rigtige struktur og pH-værdi, og at den indeholder de næringsstoffer, som dine planter har brug for.
Du slipper altså derfor for at blande jorden selv og for at skulle hente den hos en forhandler eller på genbrugspladsen.
Køb af højbedsmuld på nettet bliver mere og mere aktuelt, fordi vi alle sammen har så travlt, at en tur på genbrugspladsen eller planteskolen kan virke helt uoverskueligt.
Desuden har mange hverken en bil med “jydekrog”, en trailer eller en nærtliggende genbrugsplads/planteskole. Så kan netbutikkerne være sidste udvej.
Du får højbedsmuld leveret i bigballer, der ved første øjesyn kan virke meget store. Du skal dog huske på, at du også kan bruge mulden til potter, krukker og bede i drivhuset. Derfor kan en stor sæk hurtigt få ben at gå på.
Når du planter i potter og krukker, gælder der de samme principper, som når du planter i højbede. Dog skal du huske på, at du skal lægge lecasten i bunden, hvis der ikke er et hul i krukken. Det giver mulighed for, at overskydende vand kan ligge der, til planten har brug for det.
Skulle du være interesseret i bestille din jord til højbedet på nettet, så vil anbefale dig at se på Havehandels HH™ Højbedsmuld i bigbag, som jeg selv har været med til at udvikle.
Udover at være en højbedmuld i top kvalitet, så har den markedets billigste liter pris, og de bliver sendt fra dag-til-dag. Du læse kan meget mere og bestille den her.
Har du slet ikke anskaffet dig dine højbede i endnu, så har jeg et lille trick der kan spare dig nogle penge.
Der kan være mange penge at spare ved at købe både højbedsmuld og højbed samme sted og på samme tid. Det kræver blot at man spørger, og 9/10 gange får man et afslag i prisen.
Køb jorden i løsvægt på planteskolen
I stedet for at købe jord til højbed med levering direkte til din adresse kan du selvfølgelig også købe jord i løsvægt på planteskolen. Du kan også vælge at købe kompost og muldjord og blande det selv i haven. Det giver dig en jord i samme høje kvalitet som nævnt ovenfor.
Det eneste problem er, at du selv skal kunne transportere jorden hjem. Når du køber jord i løsvægt, kræver det nemlig, at du har en trailer, og det er jo ikke alle, der har adgang til sådan en.
Tilfør løbende kompost til dit højbed
Det er vigtigt, at du sørger for at tilføre ny kompost til jorden hvert år. Når planterne vokser i højbedet, hiver de næring ud af jorden, og hvis du ikke tilfører ny næring fra kompost, bliver jorden med tiden næringsfattig. Du bør derfor hvert år lægge 4-5 centimeter ud i højbedet på en gang eller fordele det over flere måneder.
Nogle vælger at blande 1-2 centimeter kompost i jorden i højbedet, inden de sår og så fordele 1-2 centimeter kompost i bedet fra maj til september, mens planterne vokser og har brug for næringen. Fordelen ved den metode er, at den både giver næring, og at den hjælper dig med at holde ukrudtet nede, fordi kompostet bliver lagt oven på det.
Når du sørger for at gøde jorden i højbedet hvert år, behøver du ikke at erstatte jorden i højbedet. Den kan sagtens blive genbrugt i årevis, så længe du sørger for at tilføre ny kompost.
Derudover skal du være opmærksom på, at jordniveauet i højbedet synker lidt år for år, når det organiske materiale bliver nedbrudt. Udover kompost kan det derfor nogle år være nødvendigt at tilføre lidt mere muldjord.
Gode råd til dig med højbed
Når du har et højbed i haven, er der som nævnt i starten en lang række fordele ved det i forhold til at dyrke dine afgrøder i et almindeligt bed. Der er dog også en række elementer, som du skal være opmærksom på for at være sikker på, at dine planter bliver ved med at trives.
Placering af højbed
Du bør placere dit højbed på et åbent og solrigt sted i haven. Hvis bedet står et sted, hvor der er meget læ, vil det øge risikoen for, at dine planter bliver syge. Der findes dog nogle planter, som kræver meget læ.
Vand dit højbed regelmæssigt
Jorden i et højbed udtørrer hurtigere, end jorden i et almindeligt bed gør. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at vande planterne i højbedet i tørre perioder, så du er sikker på, at de får nok vand. Det samme gælder for øvrigt for planter, der vokser i krukker og potter.
Sørg for at luge ukrudt i højbedet
Selvom det er nemmere at overskue ukrudtet i højbedet i forhold til i et almindeligt bed, er det stadig vigtigt, at du sørger for at luge ukrudtet. Det stjæler nemlig både vand, lys og næring fra de planter, som du dyrker i bedet. Derfor er det afgørende for deres vækst, at du sørger for løbende at fjerne dem.
Martin
Martin arbejder til dagligt i bygge- og anlægsbranchen, hvor han igennem flere år har hjulpet både private og professionelle med store og små have- og anlægsprojekter. Han er også lidt af en gør-det-selv mand, som elsker at istandsætte og arbejde i haven.
Jeg synes jeg engang har hørt, at man kan blande harpet muld med kompost fra genbrugsstationen i sine højbede. Er det rigtigt, og I så fald, hvad er blandingsforholdet. Mvh Bente
Hej Bente
Ja det kan man godt gøre, men det optimale blandingsforhold er svært at finde, da styrken af kompostblandingerne fra genbrugsstationer kan variere utrolig meget.
Kan man bruge træflis i bunden af højbede?
Der kommer muldjord ovenpå og der skal stå prydgræsser/siv…
Hej Karina
Man kan i princippet godt lave et dræn i bunden af sit højbed med træflis, men når man bruger et organisk materiale som træflis må man forvente at det formulder efter 4-7 år. Barkflis formulder endnu hurtigere (2-3 år).