Græskanter – komplet guide

Skal du have styr på græsplænen? Så skal du bruge græskanter. Her kan du læse om hvilke materialer græskanter fås i, hvad det koster og hvordan du sætter græskanterne.

Nogle af fordelene ved at bruge græskanter:

  • Forhindre græsset i at sprede sig.
  • Holder jord og grus ude af græsplænen.
  • Giver et flot og skarpt udseende.
Græskanter i hård plast koster fra ca. 10 kroner pr. meter og græskanter i jern koster fra ca. 60 kr. pr. meter, men afhængig af om man vælger råjern, cortenstål eller galvaniseret stål.

En smuk plæne er velafgrænset og uden ukrudt, men det kræver, at du stikker og luger jævnligt – medmindre du har græskanter.

Græskanter i stål eller plast langs din plæne sikrer en velholdt og afgrænset plæne, der bliver, hvor den skal. Du kan få græskanter fra 10 kr. pr. meter og selv sætte dem i med en spade. Så er der ingen undskyldning for ikke at få den plæne, du drømmer om!


Lad græskanter være din hjælp til at holde styr på plænen og slippe for at stikke og luge. Vælg græskanter i cortenstål eller jern, og få en smuk rustrød farve om dine blomsterbede.

Græskanter i plastik kan sættes i en ’usynlig’ højde, og holde græsset ude fra bede og belægninger. Og så kan du sagtens lade græskant og robotplæneklipper samarbejde om at give dig den flotteste græsplæne.

Hvad er græskanter?

Græskanter er den kant, du kan sætte i jorden hele vejen rundt langs græsplænen til at adskille græs fra f.eks. jord. Græskanter findes i flere materialer og højder, og du kan bruge dem til forskellige formål i haven.

Idéen med at have en græskant er, at du forhindrer græsset i at sprede sig ud i jord, indkørsler og mellem fliser. Du får desuden en visuel mere skarp kant på din plæne. Ved kraftige regnskyl eller blæst kan en græskant omvendt også forhindre jord eller grus i at komme ud på græsset.

Græskanter stikkes ned i jorden manuelt. Det klares med en spade. Samtidig med at du monterer din græskant, kan du også ændre på plænens facon eller forlænge og forkorte græskanten i forhold til planlagt. 

Hvilke materialer kan du få græskanter i?

Du kan få græskanter i forskellige typer stål, græskanter i plastik samt græskanter i gummi.

Cotenstål og jern

Inden for stålkanter kan du vælge de populære græskanter i cortenstål, som giver en smuk rustrød farve. Cortenstål ruster hurtigt på overfladen, men er vejrbestandig og holdbart. Rusten på cortenstål gennemtærer ikke stålet, som rust ofte kan gøre på andre ståltyper. Det bliver siddende som et rustrødt lag på overfladen.

Vælger du græskanter i jern, vil det ligesom med cortenstål få en smuk rustrød farve med tiden. Begge typer græskanter har topkanter, der typisk er bøjede. Det sikrer mod rifter ved berøring og er velegnet i haver med børneleg.

Plastik

Du kan også få græskanter i plastik. De findes i forskellige farver som sort, grå og grøn. Den mest populære farve er den grønne, som nemt blænder ind med græssets egen farve. De fleste moderne græskanter i plastik er lavet af hård genbrugsplast.

Gummi og andre ståltyper

Udover plast, jern og cortenstål findes græskanter også i aluminium, galvaniseret stål og gummi. Gummi anvendes ofte på legepladser og steder med risiko for faldskader. Galvaniseret stål og aluminium ændrer ikke farve og er rustfrit.

Hvilken højde skal du vælge græskanter i?

En græskant-højde varierer meget og fås mellem 9 og 25 cm. Du afgør selv, hvor langt kanten skal stikke op fra græsset, og kan dermed lave både helt ’usynlige’ kanter og forholdsvis høje kanter. Såkaldte ’usynlige’ græskanter stikker i reglen ca. 2 cm op, og forhindrer dermed græsrødder i at bredde sig samtidig med, at de er skjult bag græssets højde.

Forskellige højder græskanter skaber visuelt forskellige effekter, og du kan derfor sagtens bruge forskellige højder i din have. Brug f.eks. den helt lave og ’usynlige’ græskant op til belægning eller plankeværk. Så undgår du at snuble og slipper for en kant ved plankeværket. Ved blomsterbede kan høje kanter skabe en visuel effekt af et højbed og sikre, at jorden ikke løber ud på græsset ved kraftig regn.   

Hvordan bruger du græskanter?

Monteringen af en græskant foregår ofte blot med en spade, som du stikker ned i jorden, inden græskanten sættes i. Du kan bruge græskanter både til at holde græsset inde på plænen og andre materialer ude fra græsset.

Du kan for eksempel anvende græskanter foran blomsterbede, hvor jord og græs skal holdes adskilt. Du undgår på den måde at få en visuelt ujævn kant langs bedene, og du slipper for at skulle kantstikke græsset med jævne mellemrum. Ukrudt som skvalderkål eller snerler fra jorden får ligeledes svært ved at brede sig til græsset.

Græskanter kan også bruges til at undgå græs mellem belægning eller i perlegruset i indkørslen. Her bør du vælge en græskant i så lav højde som muligt for at undgå at snuble mellem græs og belægning.

Hvad koster græskanter pr. meter?

Prisen pr. meter græskant afhænger af materialet. Græskanter i stål sælges som regel i stykker à 200 eller 100 cm til en fast pris, mens plastkanter som regel sælge i ruller à ca. 10 meter. Græskanter i plast på 9 cm i højden fås fra 10 kr. pr. meter, mens græskanter i cortenstål på 20 cm i højden ligger på omkring 330 kr. pr. meter.

Galvaniseret stål i en højde på 14 cm kan købes til ca. 60 kr. pr. meter, og bestilles ligesom andre stålkanter i stykker på eksempelvis 195 cm. Både gummi og rustfrit aluminium græskanter er specialbestillinger, hvor prisen afhænger af din specifikke bestilling.

For alle græskanter gælder, at prisen pr. meter stiger proportionelt med højden af græskanten. 

Skal jeg bruge græskanter, når jeg har robotplæneklipper?

Hvis du gerne vil undgå at trimme og stikke kanter, så er det en god idé at bruge græskanter, selvom du har en robotplæneklipper. Græskant og robotplæneklipper udelukker med andre ord ikke hinanden. De fleste robotplæneklippere tager ikke kanterne, og de modeller, der gør, kan sjældent komme helt ud til plankeværket eller i hjørnerne.

Hvis du har en robotplæneklipper, vil funktionen for dine græskanter typisk være at slippe for at stikke kanterne på græsset. Plæneklipperen kører inden for et kabel, der ligger på jordoverfladen i bunden af græsset. Så placerer du dine græskanter så tæt på kablet som muligt, sikrer du, at græsset bliver klippet helt ind til græskanten

Få den afgrænsede plæne, du altid har drømt om med synlige eller ’usynlige’ græskanter i stål eller plastik. God fornøjelse med din flotte plæne!

Andre relevante artikler om græsplænen:

Topdressing – sådan reparerer du græsplænen

De bedste græsfrø – guide

Rullegræs guide

Martin

Martin arbejder til dagligt i bygge- og anlægsbranchen, hvor han igennem flere år har hjulpet både private og professionelle med store og små have- og anlægsprojekter. Han er også lidt af en gør-det-selv mand, som elsker at istandsætte og arbejde i haven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *