Ribsbusken er en af vores mest almindelige frugtbuske. Den blomstrer tidligt om foråret, næsten samtidig med, at bladene kommer frem. De lange, hængende blomsterklaser sidder på ganske korte dværggrene, og blomsterne, der er grønne og uanselige har undertiden selvbestøvning.
Hyppigst bestøves de ved hjælp af insekter, der søger dem for at suge den honning, som udskilles ved grunden af kronbladene. Den smukke røde eller gule frugt er et bær – altså en frugt med et saftigt frøhus, der indeholder mange frø.
På frugten ses endnu efter modningen rester af bægeret.
Andre bærbuske
Nær i slægten med ribs er solbær og stikkelsbær. De har begge ligesom ribsbusken håndlappede blade og oversædige blomster. Men solbærbusken, som ligner den mest, skelnes dog let fra den ved sin stærke dugt og sine sorte bær. Stikkelsbærbusken har enkeltsiddende blomster og store, røde, gule eller grønne bær. Den er ligesom rosen beskyttet ved barktorne